søndag den 29. januar 2017

Opbevaring


Jeg hader hvis der står alt for meget unødigt fremme. Altså hvis det  ikke er smukt at se på. Så jeg har altid lavet forskellige former for opbevaringsplads, i form af æsker, dåser og lignende. 
Da børnene var små, var jeg til rosa blomster på alting.
Kvaliteten på billedet er desværre meget dårligt, da det er over 20 år gammelt


Den anden dag, manglede jeg opbevaringsplads til lidt forskelligt, ude på badeværelset.
Jeg havde egentlig tænkt mig en kurv, men kunne ikke finde en der havde de rigtige mål. Så fik jeg øje på en af de kasser, jeg får nogle hjælpemidler sendt hjem i, hveranden måned. Den havde lige præcis målene, og da den ikke skal opbevare noget tungt, tænkte jeg at den måtte kunne bruges.


Jeg startede med at male kassen, og så syede jeg en indsats pose ud af et stykke hvidt stof, jeg havde liggende. Jeg monterede et smukt mellemværk. Igen et af dem jeg har købt af søde Anni. Det har jeg skrevet lidt om her.


Så fandt jeg et smukt mærke på nettet, og satte på. Jeg er stadig til det rosa ;-)


Og mærket passer så fint til min rosa pudderkvast, som jeg har købt i London.
Totalt tøset og feminint. Lige mig ;-) hehe....


Der er også  mange andre ting, jeg gerne vil skjule eller camouflere. f eks vådservietter. De er kommet i en fin kurv, og ser altså lidt kønnere ud dér, end i den kedelige plasticpose de ligger i. 


Noget så almindeligt som vitaminpille glas, er altså også mega kedelige at se på, og da jeg ikke har så meget skabsplads, og glemmer at tage dem, hvis de er gemt væk. Ja så er de smidt i et fint glas, og står fremme.


På den måde synes jeg, at alt det der let kan komme til at virke rodet, pludselig bliver pænt at se på.
Og nu har jeg lidt arbejde at se frem til, for som skrevet får jeg sådan en papkasse ca hver anden måned, og jeg har fire ens rum i badeværelset. Så der skal gemmes tre kasser mere, som også skal shines op.


Rigtig god søndag aften til jer <3
Knus Lone


tirsdag den 24. januar 2017

DIY roser


Jeg er blevet helt vild med papirblomster. 
Denne gang er det små roser lavet af kageservietter.
Jeg viste jer en smuk buket blomster i mit indlæg "Et friskt pust"


Men sådan en buket varer ikke evigt. Det gør tilgæld dem i papir.
Det meste af det grønne i buketten var dog stadig fint, så jeg smed blomsterne, og det af det grønne der var kedeligt, ud.
Fandt kageservietter frem, og gik i gang.
Jeg startede med at lave et lille klip i blondekanten.


Og så klippede jeg midten ud.


Jeg begynder på rosen ved at rulle det første stykke af blonden lidt stramt. Derefter løsner jeg lidt mere, og laver et lille læg eller fold, så rosenhovedet bliver mere og mere åbent.


Sådan ser de ud, når de er færdige.


Så skal roserne have en stilk, og her har jeg brugt tynde træpinde. Jeg har stukket spidsen af pinden ned i midten, og hele vejen ud i bunden. Jeg vil nok sige at det er mest professionelt at binde rosen fast med blomstertråd.


Men jeg havde næsten ikke flere kræfter i fingrene til det, så jeg har bare sat en klips på. Det kan slet ikke ses når buketten er samlet.


Så stak jeg roserne ned mellem det grønne der var tilbage, og så var der igen en smuk buket.



Lidt hyggeligt fingerarbejde og et smukt resultat, synes jeg.

Rigtig dejlig dag til jer <3
Knus Lone


torsdag den 19. januar 2017

Papirsblomster


Som jeg skrev i sidste indlæg er der ikke noget skønnere end blomster, her i den triste og grå januar. Men jeg kan jo ikke håbe på at Marianne kommer med en ny frisk buket hver uge. Jeg synes også blomster kan være rimeligt dyre i denne måned, så jeg måtte finde på noget, for blomster vil jeg have.
Så jeg fandt en skabelon på nettet.



Og så fandt jeg et nodeark, som jeg ville bruge som baggrund på blomsterne.
Printede først nodearket ud, og derefter blomsterne ovenpå nodearket.


Efter blomsterne var klippet ud, fik de alle syv, et buk på hvert kronblad.




Så blev de limet sammen, til en blomst, og i midten skal der selvfølgelig være en perle.


Til Sidst limes alle blomsterne sammen til en krans. Jeg havde ti blomster i denne krans.


Kransen er placeret på et lagkagefad, og står nu og pryder på spisebordet.


Læg lige mærke til bloklyset i midten. Det er et LED lys, hvor flammen bevæger sig, så det ser meget ægte ud, men man slipper for alt det skadelige sod. Ihvertfald hvis man skifter alle lys i sit hjem ud. Det kommer nu nok ikke til at ske her, for jeg kan simpelthen ikke leve uden levende lys ;-)


Et lille DIY projekt I måske har lyst til at prøve.
Og nu vil jeg ønske jer en rigtig dejlig aften.

Knus Lone




onsdag den 18. januar 2017

Et friskt pust


er lige hvad jeg har brug for her i januar. Og det fik jeg, i form af denne skønne buket.


Det er en jeg har fået af en skolekammerat fra folkeskolen. Hun var hjemme på besøg fra USA, og vi mødtes til lidt god mad her hos mig, og så havde hun denne flotte buket med.


Jeg har sat den her ved mit lille nye bord. Endnu en fornyelse i forbindelse med alt mit flytten om.


På bordet har jeg sat en gammel olielampe, hvor jeg har fjernet "indmaden", og sat et fyrfadslys istedet. Jeg har også pyntet med nogle skønne mellemværker, som der er en god historie om her


På sylteglasset som også pynter op med fyrfadslys, har jeg sat en smuk madonna på. Det er en Charlotte har støbt til mig. I kan se hvad hun også støber i beton her


Det er alstå så dejligt med sådan et friskt pust, her i det grå og mørke januar.
Og jeg takker Marianne mange gange for den flotte buket.




Jeg vil ønske jer alle en rigtig dejlig aften
Knus Lone


fredag den 13. januar 2017

Pigeværelset


Lige siden vi flyttede ind i Svalehuset, for godt og vel 10 år siden, har jeg ønsket mig mit eget værelse, hvor jeg kunne have mit skrivebord og alt mit krea halløj. Men mit skrivebord var af den gammeldags slags. Stort, klodset og tungt, så det kunne ikke komme op i mit værelse ovenpå. 
Derfor stod det først i soveværelset.


Og sidenhen i stuen.



Men som jeg skrev i sidste indlæg, har jeg jo lavet en helt masse om i Svalehuset, på grund af det nye musselmalede stel.
Og da jeg begyndte på at møblere om,  måtte jeg sælge en del møbler.
Og så var det jeg tænkte at jeg da bare kunne sælge det store skrummel af et skrivebord, og købe mig et mindre og lettere, der kunne komme op ovenpå.
Så som sagt, så gjort!
Jeg solgte det gamle for 300,- og købt et andet for 200,-
Det er da det man kalder win win situation ;-)
Ved da ikke lige hvorfor jeg ikke har tænkt på det før


Jeg måtte derfor igang med maler penslen for at få bordet til at passe ind i min stil. Og så blev det slebet, og fik voks.
Her er resultatet.


Jeg synes selv det er blevet utroligt smukt, og meget lettere at se på.
Det skulle som skrevet, op i mit værelse ovenpå.
Det værelse var før vores gæsteværelse, som I kan se her

Og sådan så der ud i denne ende af værelset, inden skrivebordet kom herop.


Her kan I se den anden side, hvor jeg har placeret sengen. 
Den virker nu mere som en daybed, hvor man kan ligge og hygge sig med en god bog.



Der så sådan ud før. 


Jeg fik også brug for en ny lampe, og fandt denne lysekrone på loftet. 
Den har før hængt i min café, som I kan læse om her
Jeg syntes mildest talt at den var rædselsfuld. 
Med sit dystre og mørke udseende, og lange "arme" lignede den mest af alt, en kæmpe edderkop.


Men med maling og lidt slibning, blev den jo helt aldeles smuk.
Der er sikkert nogle der vil mene det er en skam. Men efter at have ligget på loftet så længe, og ikke blev brugt, er det da skønt at den nu har fået nyt liv, og at jeg er kommet til at elske den.


I sådan et "krearum", skal der jo også en del opbevaringsplads til.
Så  henne ved min gamle stol, som jeg har lavet et indlæg om her, har jeg hængt min krydderurte reol op. Jeg har savet hanken af, og nu opbevarer jeg mine bedste inspirations bøger heri.



Nedeunder står en kurv med alt mit gavepapir. Det er lidt pinligt, men jeg har så meget OCD, at jeg har klippet et stykke af hver papirrulle, og vendt bagsiden ud, og bundet det rundt om rullerne, for ikke at kunne se de vilde farver. 
Jeg plejer også at sige, at det hedder CDO for bogstaverne skal stå i den rigtige rækkefølge hehe... ;o)

I det store vindue er der en lidt kedelig udsigt, så jeg har lavet en skøn opstilling her, med nogle ting jeg godt kan lide, og som kan bruges til opbevaring.


Her står fine æsker til at have småting og papir i. lidt billedmapper der er pyntet med blonder, og nogle skønne gamle billeder og pynt.


Ved siden af står min symaskine, under et gammelt låg, der er blevet shinet op med maling, og et sjovt mærke.
Because I said sew!


Ved siden af står en gammel træ tebreveholder, som også er malet, og pyntet med blonder, bånd og et ornament. Der er fire små rum i, og er perfekt til at opbevare feks knapper, perler og andre småting i.


På sengen står min fine franske bakke. 


Og derpå står min morfars gamle kryds og bolle spil. Det har fået en makeover, og når Eva bliver gammel nok, skal vi sidde her med varm kakao og spille, til vi bliver helt blå i hovederne ;o)


På bordet ved siden af sengen, har jeg sat vores vielsesattest, på en gammel kogebogsholder. Jeg synes det er sjovt at bruge tingene på andre måder, end det de er beregnet til.


Grunden til at vielsesattesten står dér, er jo at min brudekjole står lige ved siden af.


Den lille kurv på gulvet med blomster i, er fundet på genbrug og malet hvid.
Ja som I kan se, er Fluffy også meget glad for mit lille værelse.


I det lille vindue, står oldes gamle ur, og nedenunder har jeg fire arkivkasser, der rummer en masse kreating.




Sådan et lækkert pigeværelse har også brug for et skilt. 
Jeg har jo før fortalt hvor glad jeg er for at bruge skilte i min indretning. Og det bedste er når jeg kan bruge dem fra min café!
Som her, hvor det er min mands værelse, der har fået det gamle skilt fra


Her hvor det er fra det romantiske hjørne


Og her fra venindekrogen


Men til lige præcis dette værelse, syntes jeg det skulle laves lidt om i farverne. Så det endte ud med dette. Og I ved jo jeg har en forkærlighed for england, så det skulle jo ende med Pigeværelset, på engelsk!



Jeg har endelig fået mit eget værelse, og det kan stadig bruges som gæsteværelse, og stadig bruges som værelse til min dejlige veninde Jeanette (The Princess) <3
Der er et lille ps....
Dette har været en konkurrence.
En konkurrence som min kære blogven Charlotte fra Hos Villa Fryd har sat i værk.
Efter jul, og alt det der følger med dér, og efter alt min ommøblering og sælgen ud. Ja så gik jeg sgu lidt i sort... brændte ud..... gik ned med flaget.... ja, you name it. 

Så jeg skrev til min dejlige ven om, hvordan landet lå, og at jeg ikke orkede noget, og slet ikke orkede det skiiiie værelse.

Så skrev Charlotte, at nu satte hun en konkurrence igang. Jeg var ved at lave pigeværelset, og hun var ved at lave..... ja, ved at lave noget andet. Den der først blev færdig vandt, og skulle i præmie have en hjemmelavet gave fra den anden.

Det kan godt være jeg vandt, men det er kun fordi! 
Jeg VED Charlottes projekt er ti gange større og sværere end mit og hun skal bruge meget mere tid. Men også fordi, jeg faktisk allerede har fået min præmie.
Og det er at Charlotte fik mig op af "hullet" og igang igen <3


En anden fin gave jeg har fået, er mit nye logo.

Er det ikke flot?
Det er den dygtige Sisse pigen som har lavet det, og hun laver også fine stencils. Har I lyst til at se mere om det, kan I finde hende her

Kan kun sige at jeg elsker Blogland og de dejlige
mennesker der findes her.
Rigtig god weekend til jer alle <3

Knus Lone