I skovens dybe stille ro...

Idag vil jeg vise jer min eventyrskov. 

Det er der jeg lufter hundene et par gange om dagen, og selvfølgelig kalder jeg den min, og eventyrskov. En uforbederlig romantiker ;o)

Inden vi kommer til skoven skal vi igennem nybyggeriet. Når vi er igennem det, og vovserne har gøet vildt og inderligt af alle de andre hunde i parcel kvarteret, kommer vi til en stor åben mark.

Her møder vi ofte både harer og rådyr. Når hundene er fri, kan de godt spunse afsted i vild fart. De vender dog altid tilbage... og UDEN vildtet.

Så kommer vi til min yndlings sti som fører os ind i eventyrskoven.

Der er virkelig så smukt på denne årstid.

I får lige en sjov og lidt underlig historie med.

Da Eva var helt lille og sad i klapvogn når hun var med, udbrød hun en dag: Se mormor en pige... hun kiggede på noget langt inde mellem træerne, som jeg ikke kunne se.

Jeg spurgte om hun kunne se en pige, og Eva sagde ja, og hun er fin i hvid kjole. Jeg spurgte igen om hvor pigen var. Eva pegede lige ind mellem træerne og sagde dér.. Jeg kunne stadig intet se.

Fik også en smule gåsehud.

Men Eva sagde bare... Hun er sød!

Jeg har aldrig set pigen, men jeg er heller ikke bange for at gå i skoven. 

Når vi er kommet et godt stykke ind i skoven, kommer der endnu en sti.

Den fører ned til en stor sø.

På vej væk fra søen igen, kommer vi gennem tætte træer.

Det er da helt eventyrligt ikke?

Og ender til sidst ud til de store marker, hvor hestene går rundt. 

Marken ved siden af er forbeholdt køerne.

Og når vi er forbi markerne kommer vi ud til civilisationen igen og al trafikken.

Jeg fik denne gang lidt grene fra rønnen med hjem. De blomstrer så fint nu. Jeg lavede en buket og satte på skænken ved spisebordet.

Smukke hvide perler mellem hvide blomster.

Så yndigt

Rigtig dejlig dag

Knus Lone