Forventningens glæde

er noget af det bedste. 

Det der med at vide at noget godt sker, og jeg næsten ikke kan vente.

Det er så skønt.

Sådan havde jeg det hele sommeren, efteråret og noget af vinteren.

Jeg glædede mig til min kamelia sprang ud. Og nu kan jeg hente mere end bare et blomsterhovede af gangen, som jeg gjorde i indlægget 

HER

Nu kan jeg fylde et helt fad.

De er så utroligt smukke.

Næsten lige så længe har jeg glædet mig til foråret, og selvom vi faktisk har haft en smuk uge her i Hjørring, så må jeg nok vente lidt længere på det.

Men der har været en lille snert af det hele ugen, og jeg har været på stranden to gange, næsten hver dag.

Den anden dag var det sent. Omkring ved 17 tiden, og solen var på vej ned.

Men lyset har alligevel fået så meget magt, at når jeg vendte mig den anden vej, så det ud som dagslys.

Jeg kan også mærke det på hundene.

De er lidt mere energiske, og snuser meget mere omkring.

Men det er dog stadig pænt koldt, så lige pludselig vil de bare hjem.

Så kan man ikke se andet end bagenden på dem ;o)

Så hjemad det gik, til det smukke syn af kameliaerne igen.

Rigtig god søndag.

Knus Lone