Der er mega varmt disse dage, og jeg nyder solen, så godt som jeg nu kan. Jeg er nemlig ikke en af dem, der kan holde til, eller gider ligge i solen flere timer. Så ind imellem får jeg da heldigvis også lavet lidt, selvom det er med at nyde det gode vejr, så længe det er her.
Men den anden dag, var jeg nødt til at gå ind lidt, for der var alt for varmt til at min lyse hud, kunne klare hele dagen ude.
Så kunne jeg jo passende få bagt lidt knækbrød, som vi spiser rigtig meget af.
Det er en utrolig nem og god opskrift, jeg har lånt fra bloggen: Madbanditten.
Der skal bruges:
2 dl hørfrø
1½ dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
2 tsk salt
1½ dl koldt vand
1 æg
Alle frø og kerner hældes i en skål, de skal alle bruges hele. Hæld salt og vand over, og ægget, der lige er blevet pisket sammen. Mix det hele sammen, og lad det stå en times tid. Dejen er meget våd, men hørfrøene skal nok suge væsken til sig, så dejen samler sig en smule.
Efter en time, hælder du dejen ud på en bageplade med bagepapir. Klap dejen ud, med hænderne, så den fylder hele pladen.
Sæt pladen i ovnen, der er opvarmet til 125 grader, og bag knækbrødene i to timer. Herefter kan du knække pladen ud i passende stykker, og nyde dem med, hvad du lyster.
Knækbrødene kan holde sig sprøde i flere dage i en lufttæt beholder.
Jeg havde et stort stykke hamburgerryg tilbage, fra en middag, og valgte at lave en ordentlig omgang skinkesalat til knækbrødene.
Jeg brugte 300 g hamburgerryg, som fik en tur i blenderen, så det lignede fars. Jeg tog et rødløg og gav det en tur i blenderen også. Så rørte jeg "fars" og løg sammen med to store skefulde mayonaise og to skefulde græsk youghurt. Tilsidst smagte jeg til med masser af purløg, og godt med friskkværnet peber. Det havde ikke brug for mere salt, da hamburgerryggen jo er rimelig salt i sig selv. Det smager altså bare ti gange bedre, end det man kan købe i supermarkederne.
Jeg havde også nogle æbler der trængte til at blive brugt, og fra vores høns havde jeg en bakke dejlige æg. Opskriften på æble muffins, findes her: http://frkhall.blogspot.com/2012/05/gulerodsble-muffins.html Man kan bare udelade gulerødderne, hvis man kun ønsker æblemuffins
Jeg vil bare lige sige at, der hvor der står man skal piske æg og sukker, hvidt og skummende, går det fint med at få det skummende, men det der med det hvide, det er altså helt umuligt, når man bruger æg fra egne høns, for der er blommen så gul at det simpelt hen er umuligt at få dejen hvid ;)
Så var der en dejlig hygge tallerken til John, da han kom op. Han er i nattevagt denne uge, og sover til omkring 2-3 stykker, og har ikke brug for så meget mad. Bare sådan en lækker tallerken fuld som denne :)
God søndag, og lad os håbe, næste uge bliver ligeså solfyldt som denne :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar